Legetek
Legeteket er en samling af legetøj og materialer til gratis udlån, som kan benyttes af enhver - børn og/eller voksne. Dog er der materiale, der kun lånes ud med vejledning herunder kugledyner, øvrige tyngdeprodukter mm.
Idéen med Legeteket er at give børn bedre mulighed for at udvikle sig. Der er mulighed for specialpædagogisk vejledning til låner, forældre og evt. andre voksne i relation til brugeren. Der er også mulighed for selv at orientere sig i Legetekets materialer i bibliotekets åbningstid.
Den åbne pædagogiske vejledning finder sted hver tirsdag fra kl. 13.00 – 15.30.
Der er også mulighed for telefonisk vejledning på tlf. 74929809 i dette tidsrum
Vejledning via mail foregår på: legeteket@toender.dk
Tilbuddet gælder kun for borgere i Tønder Kommune.
OBS: Nogle tirsdage, f.eks. i sommer- og juleferien, vil der ikke være vejledning. I så fald annonceres dette på Legetekets Facebook-side, som du kan finde her.
Kontakt:
Toldbodgade 8, 6520 Toftlund
E-mail: legeteket@toender.dk
Eksempler på materialer der kan lånes gennem Legeteket
Emnekasser
Emnekasser er mest til institutioner/børnehaver, som inspiration til et tema. Ofte er indholdet bøger, konkreter og spil. Der er bl.a. emner såsom trafik, følelser, skoven, og kroppen.
Eventyr og teater
Det, at fortælle historier og spille teater for og med børn, giver rum for at udvikle børns fantasi, slevværd og sprogudvikling. Det kan også være med til at udvikle sammenhold og identitet i en børnegruppe.
Der er f.eks. fortælleklodser til eventyr m.m.
Finmotorik
Styrk dit barns finmotorik med legetøj.
Når børn bruger deres hænder til forskellige aktiviteter udvikles og øves finmotorikken. Finmotorikken opøver bl.a. øje-hånd koordination, forskellige håndgreb og evnen til at bruge tommelfingeren. En god finmotorik er en forudsætning for at kunne forme bogstaver.
Form og farver
Materialerne udfordrer børn på områder som at kunne gruppere, lave mønstre, kategorisere og sortere. Er god til børn i 3-5 års alderen. Barnets kendskab til forskellige former er godt, da det senere er brugbart i faget matematik.
Grovmotorik
Ved at være fysisk aktiv forbedres indlæringsevnen, og gør det lettere at koncentrere sig. Under grovmotorik hører træning af balancen, kaste/gribe funktionen, hoppe, løbe og trille. At være fysisk aktiv styrker også koordinationen og musklerne.
Der er bl.a. gåspande og en terning med motoriske øvelser.
Konstruktionslegetøj
Med klodser kan børn bygge en hel verden, hvor de sammen stimulerer fantasi, empati og sociale kompetencer. Børn bruger deres logiske sans til problemløsning og deres kreativitet til at skabe.
Der er bl.a. morthunklodser med instruktionsbog, magneter, kuglebaner m.m.
Musikinstrumenter
At synge og spille musik sammen har mange fordele. Børn kan lære næsten hvad som helst gennem musik - tal, bogstaver, rim, takt og lyde. Det giver øvelse i socialt samvær, og er der bevægelse/dans koblet på, stimuleres koordination og balance også.
Sanser
Børn opdager verden og gør sig erfaringer gennem kroppen via sanserne. Disse indtryk og erfaringerne giver barnet hjælp til at bedømme og tolke nye indtryk. Hjernen trænes og udvikles ad den vej til, at barnet bliver et reflekterende menneske med et sprog.
Småbørn
Her findes udviklende og sjovt legetøj for børn op til 3 år. Det er materiale, der udvikler motorik, koordination, handlingsleg m.m.
Social indlæring
Børns relationer er af stor betydning for deres udvikling og trivsel. Hjælp barnet med at genkende og sætte ord på følelser og på forskellige sociale situationer.
Få erfaring med hvilke handlemuligheder der er, når følelserne er svære, samt hvad der er rigtigt og forkert at gøre i forskellige situationer udfra samtalekort og spil.
Sorteringsmaterialer
Materialerne er velegnede til begrebsindlæring, sortering og sammenligning.
Sorteringsmaterialer er også med til at give ro til børn, der har behov for at nedregulere aktivitetsniveauet.
Sprog og kommunikation
Samtaler mellem børn og voksne er vigtige for børns sproglige og kognitive udvikling. Via forskellige materialer lærer barnet om forskellige sproglige begreber. Der er mange muligheder for samtaler ud fra barnets begrebsverden.
Der er f.eks. spil, samtaleark, og sprogkufferter.
Strukturmateriale
Hjælper barnet med at holde styr på hverdagen. "Hvor lang tid" - "hvornår" - "hvad" - "hvordan" er spørgsmål børn ofte stiller. Forskelligt materiale kan støtte barnet.
Her er der mulighed for at afprøve timetimere og piktogrammer mod forudgående vejledning på legeteket.