Læsning forandrer dig og verden: Hanne B. Sønnichsen

07.09.19
Hanne B.Sønnichsen anbefaler: Dea Trier Mørch ”Morgengaven” og Troels Kløvedal ”Alle mine morgener på jorden”

”Min yndlingsbog - en bog, der har haft betydning for mig... ved første øjekast en forholdsvis nem opgave for en læseglad - ved nærmere eftertanke temmelig svær, da der er rigtig mange bøger og læseoplevelser, der har betydet noget gennem hele mit liv.

Barndommens højtlæsning, den senere glæde og stolthed ved at kunne læse selv og derefter en livslang kærlighed til det, som en bog betyder: at kunne forsvinde ind i en verden, der gør min egen meget større. Intet kan overgå glæden ved en smuk bog med gode tekster - det at sidde med bogen og vende side efter side, mærke papirets kvalitet og hver gang læsningen tages op, at betragte illustrationen på omslaget - alt sammen vigtige brikker i læseoplevelsen. Når jeg nu skal vælge én bog, der har haft betydning for mit liv, så bliver jeg nødt til at slå ned på to af min ungdoms forfattere, nemlig Dea Trier Mørch og Troels Kløvedal. Som ung i 70’erne ramte de to noget af det, der kom til at betyde allermest for mig: de skrev begge om fælleskabet - Trier Mørch om det nære og om samfund og politik, Kløvedal om verden ude omkring os og det at rejse. I Dea Trier Mørchs “Vinterbørn” og “Morgengaven” møder vi keramikeren Signe. Fascinationen af hendes liv er første tegn på det, der senere blev min egen livsbane - kunsthåndværket. Troels Kløvedal har med sine kærlige og vidende fortællinger om rejserne og Nordkaperen næret min egen rejselyst og udlængsel. Troels Kløvedal har jeg fulgt siden og hans sidste bog “Alle mine morgener på jorden” hører med til en af de seneste store læseoplevelser - denne bog, der kaldes hans livstestamente, afsluttes på en vidunderlig smuk måde -  åledes blev afskeden med en af min ungdoms helte tålelig.”