Læsekredse

Hvis du godt kan lide at læse bøger, men også diskutere dem med andre, så er det oplagt at være med i en læsekreds. Måske er der plads i en af de allerede eksisterende læsekredse, men hvis man bare er to-tre stykker, kan man også sagtens starte en ny.

Biblioteket kan hjælpe læsekredsen med meget af det praktiske:

- Det er muligt at låne lokaler på alle bibliotekerne og i Tønder Medborgerhus

- Vi vejleder gerne om egnede bøger, det kan være i form af genrer, forfatterskaber, perioder eller indhold

- Vi skaffer bøgerne hjem til jer, så alle i læsekredsen har den samme bog på samme tid. Dog kan vi ikke bestille de nyeste og mest populære titler i mange eksemplarer

- Vi kan finde anmeldelser og analyser af bøgerne

- Vi udsteder et specielt lånerkort til læsekredsen, enten til en person eller til hver deltager, se "Informationer til læsekredse"

- Lånetiden for en læsekredsbog er 2 måneder

Hvordan kan man så gribe det an i læsekredsen:

- Aftal mødetidspunkt - typisk en gang hver fjerde uge.

- Vælg en ordstyrer som sikrer, at alle deltagere bliver hørt og er med i diskussionen. Ordstyrerposten kan fint gå på skift.

- Start med en hurtig runde, hvor alle kommer med deres umiddelbare indtryk af bogen

Spørgsmål der kan diskuteres:

- Hvilken genre er bogen? F.eks. krimi, erindring, rejsebeskrivelse, slægtsroman eller en blanding af forskellige typer?

- I hvilken tid og på hvilket sted udspiller fortællingen sig - og er det vigtigt for historien - hvorfor / hvorfor ikke?

- Hvad er bigens tema(er)? (Hvilke emner tager bogen op?)

- Hvad synes I om sproget? Er bogen godt skrevet / fængende - hvorfor / hvorfor ikke?

- Holder historien? "Hænger bogen sammen"?  

- Er personerne troværdige? Hvad synes I om hovedpersonerne, sker der en udvikling med dem, og hvad er måske forfatterens hensigt med med at fremstille personerne sådan?

- Hvordan er relationerne imellem personerne i historien?

- Miljøet i bogen - er det godt beskrevet - hvorfor / hvorfor ikke?

- Hvad tror I forfatteren vil sige med bogen?

- Bogens forside og bagsidetekst - passer det til indholdet?

- Ligner bogen andre bøger, I har læst?

På litteratursiden.dk findes mange relevante oplysninger om både bøger og forfattere.