Læsning forandrer dig og verden: Helle Skaarup

04.09.19
Helle Skaarup anbefaler: Byron Katie ”Elsk det som er”

”Jeg læste bogen i 2007, og den åbnede en helt ny måde at være i verden på for mig. Før jeg læste bogen, havde jeg identificeret mig med mine tanker – at de var en del af mig. Bogen gav mig en helt ny forståelse af mine tanker. At de først bliver til mig, når jeg begynder at handle på dem – før det er tankestrømmen blot som vandet i Bredeå, der strømmer lystigt afsted.

Byron Katie skriver om vores relation til tankerne. Hun skriver, at vi tror, at vi er vores tanker. Det vil sige man tror: ”Når jeg tænker sådan, så er det mig.” Hendes filosofi er, at  ankerne bare er nogle, der er der. Det er bare en film, der kører. Hvis jeg siger til jer: ”Tænk på en giraf.” Så tænker I alle sammen på en giraf. Men det er jo ikke ensbetydende med, at en giraf overhovedet har noget at gøre med, hvem I er. Det er bare en tankestrøm, der kører inde i vores hoved. Så det, at vores tanker er noget andet end os - altså at mine tanker er andet end mig, og jeres tanker er andet end jer - det var virkelig sådan helt ”wauw”, dengang jeg læste bogen. Min ældre søster sagde til mig som barn ”Helle, du tænker for meget”. Det var kærligt ment, er jeg er slet ikke i tvivl om. Problemet er blot, at det jo ikke er helt enkelt at lade være. Derfor var det en stor befrielse, da Byron Katie satte ord på det. At det intet siger om mig, at jeg har en evig strøm af tanker flydende i min bevidsthed. De er der bare De bliver først til mig, når jeg begynder at handle på dem.”