Mød ældreministeren!
Ældreministeren besøger mandag den 23. september Tønder for at samle erfaringer fra kommunens ældrepleje og for at møde lokale til en snak om det gode ældreliv.
Besøget er del af en danmarksturné, hvor Mette Kierkgaard besøger borgmestre, ældrepleje og afholder træffetid på biblioteker.
Formålet er at møde borgerne i landets kommuner og få indblik i, hvad der er vigtigt for dem i fremtidens ældrepleje og ældreliv. Inddragelse af borgere og interessenter har været helt centralt i arbejdet med ældrereformen, som der blev indgået en bred politisk aftale om i foråret. Inden længe træder reformen i kraft. Mette Kierkgaard udtaler:
"Jeg tager afsted for at lytte. I mit politiske arbejde med at frisætte ældreplejen har det været helt afgørende for mig at inddrage dem, som bliver berørt af ældrereformen. Men inddragelse stopper ikke så snart loven er vedtaget. Herefter er der et vigtigt arbejde med at implementere tingene i praksis. Derfor tager jeg afsted for at tale med kommunerne om, hvad der for dem er vigtigst, for at vi når i mål med implementeringen: Hvordan kan vi fra central side bedst understøtte kommunernes arbejde med forandring? Samtidig er det vigtigt for mig at tale med ansatte, seniorer og andre interessenter, der selv bedst ved, hvordan vi løser virkelighedens udfordringer og sikrer en værdig ældrepleje."
Mød ministeren den 23. september Kl. 10-11 på Tønder Bibliotek. Vi har kaffe på kanden. Vel mødt!