Læsning forandrer dig og verden: Anita Uggerholt Eriksen

02.09.19
Anita Uggerholt Eriksen anbefaler Michelle Obama "Min historie"

” Jeg holder meget af at læse. Til hverdag bliver det meget bilag og dokumenter til dagsordener i forbindelse med mit virke i Kommunalbestyrelsen, eller litteratur til min undervisning som lærer. Men i mine ferier slapper jeg af med skønlitteratur og biografier. I min ungdom fik jeg altid lov til at pakke to kufferter på rejser med min familie. En til tøj og en til bøger, for allerede i mine tidlige teenageår tømte jeg en halv bogreol på biblioteket for at tage den med på sommerferie.

Denne sommer har jeg blandt mange gode bøger læst “Michelle Obama - Min historie”. Jeg elsker, når et værk kan vække hele følelsesregisteret til live. Det kan Michelle Obamas historie.  Jeg kan mærke hendes sorg over tabet af sin far. Hendes frustrationer over at være barnløs gennem mange år. Hendes tilbageholdenhed i forhold til Baracks præsidentkandidatur, selvom hun ender med at ofre sin egen karriere for at hjælpe ham i valgkampen og for senere at være præsidentfrue. Hendes benhårde indsats som First Lady, hvor hun satte de amerikanske børns sundhed og trivsel på dagsordenen. Hendes egen kamp mod racisme og udfordringer i at skulle gøre alting bedre, blot på grund af en anden hudfarve end tidligere set i Det Hvide Hus.
Men mest af alt mærker jeg hendes store kærlighed til hendes børn og hendes mand.

Selvbiografien er indlevende, og jeg kan kende mig selv i mange af hendes tanker, blandt andet beskriver hun, hvordan hun gennem mange år står i et evigt opmærksomhedsdilemma mellem at være hengivende hustru, at være tilstedeværende mor og have et krævende  fuldtidsarbejde. Michelle Obama er på ingen måde feminist, men hun giver lige mænd en lille opsang flere gange i bogen, blandt andet med citatet: “Den letteste måde at ignorere en kvindes stemme på er at fremstille hende som en rappenskralde”.

Jeg har altid været meget imponeret af Barack Obama, og udefra virkede Michelle Obama som ægte og interesseret First Lady. Men romanen efterlader mig med meget mere end det. Den giver et sjældent indblik i et moderne liv i Det Hvide Hus. Et indblik i de kampe som kæmpes i forbindelse med præsidentvalg. Om de ting man må kæmpe hårdere for i USA, fordi man er kvinde, og fordi man er sort. Jeg står tilbage med en kæmpe stor respekt for alt det, som Michelle Obama har opnået, for hendes menneskesyn og hendes tilgang til livet. For alt er kommet gennem stort slid og hårdt arbejde.

I bogen slår hun fast, at hun aldrig nogensiden vil stille op som præsidentkandidat. Desværre - tænker jeg - for Verden kunne have godt af en sort kvindelig amerikansk præsident med hjertet på rette sted og et intellekt som Michelle Obamas.”

  • Bog

Min historie

Af Michelle Obama (2018)
Den tidligere førstedame Michelle Obamas (f. 1964) erindringer om ægteskabet med Barak Obama, hvor hun kæmper for at skabe balance mellem sit arbejde, familien og sin mands hurtigtvoksende politiske karriere, og om livet i Det Hvide Hus
Læs mere
  • Bog

Min historie

Af Michelle Obama (2018)