Bag om Verdensmål 10: Mindre Ulighed

Uligheden i verden stiger. Det kan bl.a. ses ved, at verdens rigeste bliver rigere og rigere, mens de fattigste bliver fattigere. De rigeste 10% af verdens befolkning tjener op til næsten halvdelen af den samlede globale indkomst.

FN’s 10. verdensmål, Mindre Ulighed, handler om at fordele verdens rigdom mere lige, samt at sikre, at alle lande, såvel som individer, har lige adgang til verdens ressourcer (bl.a. mad, uddannelse og lægehjælp). Dette mål har en stor indvirkning på os mennesker - faktisk mener man, at en af de største faktorer for et menneskes levestandard er, hvor det fødes og af hvem. Formålet med at arbejde med dette mål er derfor at kæmpe for, at hele klodens befolkning kan leve et trygt og retfærdigt liv.

 

Globalt og nationalt anliggende

Ulighed kan ses både globalt og nationalt. Den globale ulighed handler om at sikre lighed for alle lande. Det vil sige, at udviklingslandene skal have en større stemme, og de rige lande skal lytte hertil, da der i dag er meget stor forskel på de forskellige landes adgang til ressourcer og mulighed for vækst. Der er for eksempel lande i Afrika, hvor der udvindes råstoffer, som kommer de rige lande mere til gode end de lande, hvor råvarerne findes.

Nationalt handler det om, at der på baggrund af diskrimination bliver skabt ulighed mellem landets borgere. Her er målet at sikre, at alle, uanset alder, køn, race, etnicitet, seksualitet, religion, handicap, økonomi eller social status, bliver inkluderet i samfundet og har lige adgang til landets ressourcer. Lovgivningen må ikke diskriminere. Mindre Ulighed er derfor mest af alt et politisk mål, hvor lovgivning og aftaler kan rykke meget.

Høj ulighed er også en økonomisk bremseklods for et samfunds vækst og dermed også for den globale vækst. Foruden at være en dårlig forretning, kan ulighed også føre til politisk uro. Det er derfor både økonomisk og politisk fordelagtigt at have fokus på dette verdensmål. Undersøgelser viser, at lande med stor ulighed, uanset hvor rigt det ellers er, kan have følgende konsekvenser:

  • Flere i fængsel
  • Børn, der klarer sig dårligere i skolen
  • Mere psykisk sygdom
  • Lavere forventet levealder

Der er derfor stort set kun gevinster at hente for verden ved at kæmpe for at opnå verdensmål nr. 10 og dets delmål. For jo mere lige klodens lande og befolkning bliver, jo bedre er vi også klædt på til at opfylde de resterende 16 verdensmål.

 

Ulighed i Danmark

Ifølge OECD’s opgørelse over de mest lige lande fordelt på indkomst, ligger Danmark på en syvendeplads. Men selvom vi dermed er et relativt lige land, har der de seneste år været tegn på en udvikling i den forkerte retning. Undersøgelser viser, at de grupper der tjener mest i vores samfund har haft en større lønstigning de seneste år, mens dem der tjener mindst, omvendt har haft den laveste stigning. Samtidig er der set en stigning i familier, der søger julehjælp og børn, der vokser op i familier, hvor der ikke er råd til fritidsaktiviteter. Kun 7% af de børn, der vokser op i den laveste indkomstklasse, ender som voksne i den højeste indkomstklasse.

Verdensmål nr. 10 handler i Danmark derfor om at give alle lige muligheder og stoppe diskrimination. Der skal arbejdes med at mindske social arv og bekæmpe ulighed på baggrund af handicap og/eller etnicitet.

 

Læs mere om verdensmål nr. 10 og dets delmål via linket her.

Denne artikel er skrevet af Mia Lorenzen for Tønder Kommunes Biblioteker