Calypsokonge, Hollywood-stjerne og politisk aktivist

Af: Thomas Vilhelm

Han skaffede calypso musikken et verdenspublikum, støttede Martin Luther King økonomisk, sagde frygtløst den politiske elite og sit lands præsidenter midt imod og slog igennem som sort Hollywood blikfang i slutningen af 50’erne i flere film, der satte tydelig adresse på racismens ækle kontrafej. Den amerikanske sanger, skuespiller og borgerrettighedsforkæmper Harry Belafonte, navngivet Harold George Belafonete, Jr., født den 1. marts 1927 i Harlem, New York og død den 25. april 2023 på Upper West Side, New York, forblev det geografiske ophav, de musikalske rødder og sin etniske oprindelse tro til sidste åndedrag.

Belafonte, der også kunne kalde sig tv-skuespiller, entertainer, fredsaktivist, teaterskuespiller, filmproducent og åbenmundet dissident, der gav magthaverne nogle på trynen, uanset om de var Demokrater eller Republikanere, slog igennem som Calypso-musiker med lp’en Calypso i 1956, der som det første album i historien solgte mere end en million eksemplarer. I slutningen af 50’erne og starten af 60’erne fulgte hits og evergreens som den udødelige Day-O (The Banana Boat Song) samt Jump in the Line (Shake, Senora), Jamaica Farewell og Mary's Boy Child.

Belafontes mange pladeudgivelser rummer ud over calypso elementer af blues, folk, gospel, shownumre og standards. Han er af blandet oprindelse herunder skotsk jamaicansk, afro-jamaicansk og hollandsk-jødisk. Belafonte gjorde tjeneste som soldat under 2. verdenskrig og arbejdede i en årrække som vicevært. Han lærte den jævnaldrende og senere Hollywood-stjerne Sidney Poitier at kende, interesserede sig for teater og tog skuespiltimer i New York. Belafonte modtog en Tony Award for sit spil i Broadway stykket John Murray Anderson's Almanac (1954) og lagde således grunden til en skuespillerkarriere, der varede det meste af livet igennem.

For at have råd til skuespiller studierne arbejdede Belafonte som klubsanger i New York og havde æren af at blive akkompagneret af jazzgiganterne Charlie Parker, Max Roach og Miles Davis under sine første optrædender. Belafonte underskrev kontrakt med RCA Victor i 1953 og indspillede materiale for selskabet frem til 1974. Begge parter kapitaliserede på calypsoen, der havde sin oprindelse i Trinidad og Tobago i det 18. og 19. århundrede. Den jamaicanske folkesang Banana Boat Song med dens karakteristiske ‘Day O’ linjer satte det hele i gang og blev et verdenshit over tid.

Tv shows, gala optrædender, millionsælgende og calypso dominerede albums fulgte i 60’erne og fremefter, men Beatlemania og rocken trak publikum i nye retninger og begyndte at influere på Belafontes enorme popularitet. I 1978 sørgede en optræden i The Muppet Show for ny luft under karrierevingerne, og Belafonte udgav sit sidste studiealbum i 1988, Paradise in Gazankulu, der indeholdt en række skarpt formulerede sange mod apartheid styret i Sydafrika. Dog fortsatte Belafonte med at turnere og deltage i diverse events og tv-shows til højt op i alderen.

Karrieren på det store lærred tog fart med Otto Premingers filmmusical Carmen Jones (1954) baseret på Georges Bizets opera Carmen. I Robert Rossens drama Island in the Sun (1957) vakte Belafonte opsigt ved som del af handlingen at have en affære med den hvide kvindelige skuespiller Joan Fontaine. Belafontes stærkeste præstation ydes i Robert Wise’ filmnoir trykkoger Odds Against Tomorrow (1959), hvor han som bankrøver spiller lige op med sin dybt racistiske partner, formidabelt spillet af Robert Ryan.

Det gnistrer mellem de to rollehavere på et intenst niveau, der ætser sig ind i beskuerens bevidsthed, en genreklassiker af de store, der tåler mange gensyn med et hip svingende soundtrack begået af pianisten John Lewis fra Modern Jazz Quartet. Belafonte har desuden medvirket i en række dokumentarfilm og stod selv som producer på musikfilmen Beat Street (1984), der handler om hip-hop kulturen i USA. Ligeledes bør Belafontes birolle indsatser i White Man's Burden (1995) og Robert Altmans jazz-æra drama Kansas City (1996) nævnes.

Harry Belafonte medvirker i Bobby (2006), Emilio Estevez’ stjernespækkede ensemble film om attentatet mod Robert F. Kennedy i november 1963. Belafonte fik sin sidste skuespiller rolle i Spike Lees giftige og antiracistiske krimidrama BlacKkKlansman (2018), der bygger på autentiske begivenheder i 70’erne, hvor sorte og hvide betjente forsøgte at infiltrere Ku Klux Klan i delstaten Colorado. Filmen, der blev nomineret til seks Oscars med et fint score af den sorte trompetist Terrence Blanchard, er yderst anbefalelsesværdig og et passende sted for Belafonte at afslutte metieren som skuespiller.

Hans virke som borgerrettighedsforkæmper og politisk aktivist er især påvirket af den sorte skuespiller og sanger Paul Robeson, der blev som en metro for Belafonte, der støttede Kennedy og Lyndon B. Johnsons kandidatur i 1960 og 1964. Belafonte blev en ledende figur i borgerrettighedsbevægelsen i USA i 50’erne og 60’erne som dokumenteret i filmen Sing Your Song (2011).

Han var nært fortrolig med Martin Luther King og finansierede dennes virke og leveomkostninger med betydelige donationer. Belafonte betalte ydermere fængslede aktivisters kaution og hjalp til med at organisere den legendariske March on Washington i 1963, hvor Luther King holdt sin berømmede ‘I Have a Dream’ tale i håb om at gøre ende på alle former for racisme og fordomme. Belafonte støttede USA for Africa, medvirkede på støttesinglen mod hungersnød i Afrika og blev UNICEFs Goodwill Ambassadør i 1987, en titel han beholdt frem til sin bortgang.

Endvidere har Belafonte virket for AIDS/HIV- og prostatakræftkampagner. Belafonte, der blev blacklistet under den skammelige McCarthyisme periode i amerikansk politik, gik imod sit lands Cuba embargo og støttede Castros sag. Han vakte tilsvarende opsigt ved at protestere mod USAs invasion af Grenada i starten af 80’erne. I 2000-tallet kritiserede han på skarpeste vis Bush administrationen og Irakkrigen. Belafonte mente sågar, Colin Powell og Condoleezza Rice, begge sorte og topfolk i Bush’ regering, nærmest var at betragte som husslaver, der risikerede at ryge i unåde ved at sige deres master imod.

I 2010’erne fik også Obamas styre på puklen for at skuffe fælt og ikke at gøre tilstrækkeligt for de sortes sag. Belafonte, der betragtede sig som en dissident i nær evig opposition til de til enhver tid siddende magthavere, støttede demokraten Bernie Sanders mod Trump i 2016. Næppe overraskende måtte ligeledes Trump stå model til Belafontes beske tungemål, når det handlede om politik. Æret være Harry Belafontes minde, en gigant i showbizz, der utrætteligt advokerede for sine synspunkter og værdier, uanset om de var comme il faut eller ej.

Oprindeligt skrevet af Bibzoom.