Benjamin Koppel vinder Læsernes Bogpris for 'Annas sang'
Tre ugers afstemning er slut, og med overbevisende stemmetal er Benjamin Koppel og 'Annas sang' nu kåret som vinderen af Læsernes Bogpris 2023. Med æren følger en check på 50.000 kroner.
En dramatisk kvindehistorie
Læserne er vilde med 'Annas sang', der er en medrivende og dramatisk kvinde- og slægtshistorie om pligtens pris, ensomhed og krig, men også om ukueligt livsmod og altovervindende kærlighed.
Saxofonist og komponist Benjamin Koppel er rundet af en stor musikalsk familie. Dette afspejler sig i romanen, hvor han beskæftiger sig med familiens musikalitet, jødedom og nedarvede traditioner i en fiktionaliseret inspiration af Koppels egen grandtantes skæbne.
Litteratursiden anmelder
"I et forrygende fortælle-flow udruller Koppel den sympatiske livshistorie om Hannah, der må lægge både kærligheden og en passioneret pianistdrøm på hylden.
Benjamin Koppel konstruerer en vigtig fortælling om en kvindes liv i et århundrede, hvor der er nok at kæmpe for, og tematiserer det vanskelige forhold mellem tradition og udvikling. Han gør op med det vilkår, at en kvinde må tilsidesætte sit talent og frasige sig det kæreste hun ejer, som her både er kærligheden og musikken.
Romanen er en både vild og medrivende indføring i en slægt, der ved at emigrere flytter en enorm ressourcebank af kunstneriske aner med sig til et lille land mod nord."
Læs mere om Annas sang på Litteratursiden
Om forfatteren
Benjamin Koppel (1974) er saxofonist, komponist og forfatter. Ved siden af musikkarrieren har Koppel altid skrevet fortællinger, især noveller. I 2011 udgav han sammen med coach Casper Rongsted bogen 'Ud af musikken - Sådan forklarer man musik for en kat', hvor han delte ud af sine erfaringer med at lære, præstere og kreere i musikkens verden.
Benjamin Koppel har desuden bearbejdet 'Annas sang' i musisk form i samarbejde med Cæcilie Norby under sangcyklussen 'Anna’s Dollhouse'.
Stort tillykke til Benjamin Koppel fra Danmarks Biblioteksforening og de danske folkebiblioteker og samarbejdspartnerne fra Litteratursiden og Ordkraft.
Oprindelig skrevet af Pia, Aalborg Bibliotekerne.