Om dette arrangement
(M)eine deutsche Geschichte
OBS: foredraget er på tysk
I forbindelse med, at Christina Rastig udstiller sine fotografier i Toftlund Kunstforening fra d. 24. april – 30 . juni, har Kunstforeningen i samarbejde med Tønder Biblioteker, Sprogforeningen, Grænseforeningen og Foreningen Norden arrangeret et foredrag med Christina Rastig, mandag, d. 24. april. I foredraget, som har titlen ”(M)eine deutsche Gschichte” fortæller Fr. Rastig om sit lange liv i Tyskland: Født i 1943 i den østlige del af Tyskland vokser Fr Rastig op i det senere DDR, hvor hun som forældreløs 14-årig bliver anbragt på et pigehjem.
Som 19 årig må den unge Christina klare sig selv i et samfund hvor overvågning af borgere efterhånden antager groteske former. Således bliver Fr. Rastig til eksempel allerede som ganske ung overvåget af Stasi og kommer i forhør, hvor sikkerhedstjenesten - forgæves – forsøger at hverve den unge kvinde som hemmelig spion. Som mange andre DDR-borgere får Fr. Rastig efter Tysklands genforening mulighed for at læse, hvad Stasi har nedfældet om hende i arkiverne.
Kom og mød et menneske, hvis ukuelighed og ofte overraskende synspunkter under skiftende regimer ikke kan andet end gøre indtryk på tilhørere anno 2023.