Ugens boganbefaling: tidsrejser
Hvem har mon ikke prøvet at forestille sig, hvordan det ville være at leve i en helt anden tid, at kunne rejse tilbage og opleve perioder eller historiske dramaer i fortiden? Det spørgsmål har fascineret rigtig mange i tidens løb og er blevet et populært tema i litteratur og på film, hvor der er kommet mange spændende bud på, hvordan det kan gøres.
Historie og romantik
En af de helt nye og meget omtalte titler i denne genre er serien ”Outlander” skrevet af Diana Gabaldon. Den første bog i serien hedder ”Den engelske kvinde” (2015)
Her møder vi den engelske sygeplejerske Claire, der er på ferie i Skotland med sin mand, hvor hun opdager et gammelt kultsted med stencirkler. Hun rører ved en af stenene og på mystisk vis, bliver hun sendt 200 år tilbage i tiden og lander i en konflikt mellem skotske klaner og engelske soldater. Under dramatiske omstændigheder møder hun den flotte og stolte skotske kriger Jamie, som hun forelsker sig i. Dilemmaet er nu, om hun skal blive eller forsøge at komme tilbage til sin egen tid, hvor hun jo har en anden mand, der venter på hende.
Bøgerne er utroligt medrivende, så man skal på forhånd ikke lade sig afskrække af, at hver af bøgerne er på omkring 1000 sider. Der er noget for enhver smag: de historieinteresserede for et godt indblik i Skotlands historie og livet i kolonierne i Amerika, der er kærlighed, erotik og intriger, spænding, mystik og tidsrejser. Og så er der karaktererne Claire og Jamie m.fl., som man ikke kan undgå at holde af.
Pt. er der udkommet 8 bind på dansk og der er planlagt i alt 10. Bøgerne findes også på EReolen og serien er filmatiseret med stor succes (pt. 5 sæsoner og 6. og.7. skulle være planlagt) og kan lånes på dvd eller ses på Netflix.
/af Pia Kristensen, bibliotekar