Gæsteanmeldelse - "Fønixens hjerte" af Christina Ramskov

17.07.17
Emilie Giessing Neuhausen går på Tønder Overbygningsskole og er med i "Læsehestene" på biblioteket i Tønder. Her giver hun den som gæsteanmelder.

Fønixens hjerte handler om en pige, Maria. Hun bor med sin mor, stedfar og lillebror. Maria ser kun sin far meget sjældent, da han har et fuldtidsjob. En dag finder Maria en smuk halskæde på loftet og kan ikke modstå fristelsen til at tage den på. Men til hendes forfærdelse kan halskæden ikke komme af, hun bærer nu Fønixens hjerte – en halskæde som alle vil dræbe for at få fat i. Maria bliver sendt til Manatecus, som er en skole for magiske væsener. Hun skal gå dér, til de finder en måde at få halskæden af hende på og samtidig for beskyttelse – eller, det tror hun.

Jeg synes det er en fantastisk, dragende og spændende bog.

Man bliver introduceret til en anden verden, som er fyldt med væsener, vi kender fra andre historier – men dog også nye. For mig er dette et stort plus, da det gør bogen mere spændende. Der et mystik, venskab, romantik og en masse dybe hemmeligheder. Fønixens hjerte er en bog som jeg kan læse om og om igen samt de andre bøger i serien: ” Englevinger” og ”Sjælens rose”.

Så hvis du mangler en bog som har ”hele pakken”, så tag og lån ”Fønixens hjerte”, du kan ikke slippe den, når du først kommer i gang!

Af Emilie Giessing Neuhausen

 

Læsehestene er elever fra Overbygningen på Tønder Distriktsskole, som startede en læsekreds kaldet ”Læsehestene” i november 2016. Eleverne går i hhv. 7. og 8. kl. og de har haft møde på Tønder Bibliotek 1 gang om måneden. Til hver gang læses en ny bog som så bliver diskuteret ved læsekredsmødet. Der er blevet læst mange fantastiske bøger hen over vinteren, der er blevet snakket meget, samt spist kage og drukket te.

Læsehestene har været så flinke at skrive nogle anmeldelser af nogle af de bøger de synes allerbedst om og som de gerne vil anbefale andre at læse. Og hvad er bedre end at få nogle gode tips til læsning, nu hvor sommerferien står for døren?

Tags
Materialer
Se online
  • Ebog

Fønixens hjerte

Af Christina Ramskov (2013)
Læs mere