Udstilling på Tønder Bibliotek: Aila Nissen

04.06.19
I juni og juli måned kan besøgende på Tønder bibliotek se malerier af en ny og ung kunstner. Hun hedder Aila Elisabeth Nissen, er 19 år gammel og kommer fra Hjerpsted. Til hverdag går hun på Tønder Gymnasium, hvor hun snart kan afslutte 3. g.

Om sin maling fortæller hun, at hun altid har tegnet, og da hun var 8 år, begyndte hun at male, og som 11-årig solgte hun sit første maleri. ”Jeg har altid elsket at male. Jeg elsker det, fordi der er uendelige måder at male på, men det kan samtidig gøre én rastløs over, at der er så mange muligheder, så man ikke ved, hvor man skal begynde. Ofte bliver mine malerier helt anderledes end hvad jeg har planlagt, og nogle gange ved jeg ikke engang, hvad jeg skal male, før jeg laver den første streg.

For Aila er malerier en måde at udtrykke sig på, og det fortæller meget om hvordan man er som person. Hun maler primært abstrakt og bruger meget klare farver. Hun er en autodidakt kunstner, og hun elsker at eksperimentere med forskellige teknikker og stilarter. Noget, der inspirerer Aila meget, er naturen og mennesket, hvilket også kan ses i hendes værker.

Specielt helt abstrakte billeder interesserer Aila, da hun føler det viser noget af kunstneres tankegang, og der er så mange måder at anskue abstrakte malerier på. En af de ting hun dog elsker mest ved at male er, når folk gerne vil have noget, hun har lavet, hængende i deres hjem. For som hun uddyber: ”Det motiverer mig meget, når folk godt kan lide, hvad jeg maler og jeg maler helt sikkert, fordi det er en måde for at udtrykke sig på og det giver den bedste følelse, når nogen synes det er godt, eller hvis det sætter tanker i gang hos dem.

På Aila’s facebookside: ”art by aila nissen” og Instagram: artbyailanissen kan interesserede se flere af Aila*s værker.