Ny udstilling om genforeningen på Tønder Bibliotek

07.10.20
Fire unge kunstnere udstiller på Tønder Bibliotek

I oktober måned kan Tønder Bibliotek endelig byde velkommen til fire unge kunstnere Maria Boje Nissen, Alexander Hyldrup, Sarah Dalby Jørgensen samt Lærke Desholm Wegeberg og deres udstilling med udgangspunkt i Genforeningen.

Tønder Bibliotek havde kontaktet en gruppe unge kunstnere på Sønderborg Kunstskole tilbage i slutningen af 2019 med henblik på en udstilling, hvor de skulle prøve at genopdage og undersøge deres forhold til Genforeningen via deres kunst. Udstillingen var oprindelig sat til maj 2020, men på grund af Corona-restriktionerne måtte vi flytte tidspunktet for udstillingen her til oktober.

Om udstillingen

Udstillingen, som går under titlen ”Grænsetråde”, undersøger blandt andet grænselandet gennem tiden, og de store identitetspolitiske bevægelser, der har været i spil.

”For vores generation ligger de her begivenheder jo langt tilbage i historien som fortællinger i bøger og beretninger fra forældre og bedsteforældre. Derfor har arbejdet med den her udstilling, som vi har haft på vores fælles kunstskole i Sønderborg, sammen med den geografiske nærhed med Tyskland, udvidet vores bevidsthed om grænselandet, genforeningen og 100-året for denne.” siger Lærke, en af de fire kunstnere.