Gik du glip af koncerten?

12.05.20
Du har måske prøvet det selv? Koncerten er aflyst eller udsat, og du sidder nu med billetterne og skal måske vente helt til næste sommer førend dit yndlingsband lægger vejen forbi DK?

Er du musikglad koncertgænger, så er der god mulighed for at du her i foråret har oplevet denne situation. Eller måske du bare har mindst én koncert eller kunstner, du ville ønske du havde oplevet live, mens vedkommende stadig havde sin gang på jorden, eller måske du blot missede koncerten af andre grunde?

Heldigvis kan streamingtjenesten Stingray Qello give et plaster på såret. Oplev f.eks. Yes live fra Montreux 2002 eller Pat Metheny i en liveoptagelse fra 2006 - nogle af de kunstnere hvis besøg til bl.a. DK er udsat et år. Eller hvad med legendariske Freddie Mercury med Queen live fra Montreal i 1981, eller The Doors' 1968-koncert på Hollywood Bowl?

Stingray Qello bugner med dem - fede koncerter indenfor et væld af genrer, fra blues til pop, indspillet i høj kvalitet, og uden reklameafbrydelser, og du kan være med hjemme fra sofaen. Tønder Kommunes Biblioteker giver dig nemlig adgang til Stingray Qello på PC, tablet eller smartphone, nemt og hurtigt.

Læs mere her om teknik og adgang, eller spørg os på biblioteket næste gang du besøger os.