Bag om Verdensmål 12: Ansvarligt Forbrug og Produktion

Af Anonym (ikke efterprøvet)
01.12.22
Det 12. af FN’s verdensmål går ud på at sikre bæredygtig produktion og forbrug.

I nogle dele af verden er vores forbrug enormt, selvom meget af det, vi køber, ikke er nødvendigt. Mens man i andre dele af verden ikke kan få dækket sine basale behov. Dette kommer bl.a. til syne ved nogle landes mangel på drikkevand i forhold til vestens overforbrug af vand til både indtagelse, brug i hjemmet men også vanding af marker m.m. Derfor er det nødvendigt at sikre en balance i ressourceforbruget så hele klodens befolkning har adgang til det.

I Danmark er vi storforbrugere, hvilket betyder, at hvis hele verdens befolkning levede og forbrugte som os, ville vi skulle bruge hele fire jordkloders ressourcer for at kunne holde forbruget ved lige. Mål nr. 12 handler dog ikke kun om, at ændre måden vi forbruger på, men også hvordan der produceres. For ikke nok med at verden har et overforbrug, som skal ned, så vil FN også sikre, at varerne produceres på en bæredygtig og fair måde. Produktion i fattige lande, med dårlige vilkår for arbejderne, og dernæst en lang transport er nogle af de faktorer, der kan ændres på. Mange virksomheder arbejder i dag med bæredygtighed og CSR og er bevidste om at optimere deres forbrug ud fra de begreber.

Produktion og forbrug i den vestlige verden

Lige siden industrialiseringen har produktionen, i især vesten, buldret derudad. Flere og flere produkter er kommet til og har forbedret vores levevilkår, men er samtidig ikke altid livsnødvendige. Ofte har tanken bag produktion været mere rettet mod profit end mod at passe på kloden og verdens befolkning. Der er også sket tendenser i tiden, f.eks. har virksomheder outsourcet deres produktion til lande, hvor dette er billigere, men hvor arbejdsforhold, bæredygtighed osv. muligvis ikke prioriteres så højt som andre steder. Brug af klodens knappe ressourcer og skadelige kemikalier er noget, man ved dette mål vil modarbejde. I dag lever vi i det, der populært kaldes en køb-og-smid-væk-kultur, hvor produkter ofte produceres, så de ikke er langtidsholdbare eller genanvendelige, hvorfor der løbende kommer en stor mængde af affald. Det gælder især i modebranchen, hvor tøj går af og på mode, og derfor ofte smides ud, når man, som forbruger, ikke længere finder tøjet smart, selvom det ikke er i stykker eller lignende.  Også meget elektronik bliver hurtigt byttet ud med den nyeste model, selvom den gamle ikke fejler noget. Det er hertil også en faktor, at meget elektronik produceres med en ”udløbsdato”, dvs. at det på et tidspunkt vil blive forældet, selvom varen, som materiale, er forholdsvis ny.

Hvad kan jeg gøre?

Dette mål er et af de 12 verdensmål, hvor vi, som forbrugere, selv kan gøre en stor forskel. Men hvad kan du så gøre for at efterleve dette mål? Herunder har vi oplistet nogle konkrete ideer du kan følge:

  • Spis mindre kød, fjerkræ og fisk, og hav gerne én eller flere kødfrie dage i løbet af ugen.
  • Har du en masse tøj eller andet liggende, du ikke bruger, så giv det til genbrug i stedet for at smide det ud. Andre vil helt sikkert få gavn af det. Du kan også genbruge det ved at bruge det til et andet formål, sy f.eks. en gammel skjorte om til en mulepose. Samtidig kan du også reducere dit forbrug ved også selv at gå efter genbrugsvarer, når du f.eks. køber tøj, elektronik eller møbler.
  • Tag din egen mulepose med på indkøb, eller genbrug den plasticpose, du alligevel er kommet til at købe.
  • Orienter dig omkring virksomheders måde at producere på, støt dem, der bruger bæredygtige metoder og ikke skader miljøet. Flere og flere virksomheder skilter med deres bæredygtighed og CSR-principper f.eks. på deres hjemmeside.
  • Tag korte brusebade og fyld ikke badekarret helt op, hvis du vil i karbad.
  • Gå efter bæredygtige produkter, når du køber elektronik, shampoo, legetøj, madvarer m.m.
  • Spis lokalt producerede varer og støt Fairtrade-forretninger.
  • Vask dit tøj på koldt vaskeprogram - det bruger mindre energi end med varmt vand.  
  • Drik postevand fra hanen, evt. i en genbrugelig flaske, i stedet for kildevand.  
  • Kig efter varer, der er ved at udløbe i dato i supermarkedet. Et andet tip er at hente app’en Too Good to Go, hvor du kan hente poser med varer, der ellers ville blive smidt ud i dit lokale supermarked, hos bageren eller andet.
  • Reducér i det hele taget dit madspild. Sørg for at få brugt de varer, du har købt ind, du kan evt. sortere og rydde op i dit køleskab, så det er nemmere at overskue, hvilke produkter, der først skal bruges.  
  • Sorter dit affald.
  • Desuden kan du tjekke ”The lazy persons guide to saving the world” ud her: https://www.un.org/sustainabledevelopment/takeaction/ - med denne guide kan du få flere idéer til, hvordan, du kan gøre dit for at hjælpe kloden fra din sofa, i dit hjem, udenfor dit hjem eller på din arbejdsplads.

Læs mere om verdensmål nr. 12 og dets delmål via linket her.

Denne artikel er skrevet af Mia Lorenzen for Tønder Kommunes Biblioteker