Vi holder hackerne ude

09.01.18
6 gode råd til en it-sikker hverdag

Informationskampagne ”Vi holder hackerne ude” er et fællesoffentligt samarbejde mellem Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, Finans Danmark, E-Mærket og Forbrugerrådet Tænk. Kampagnen har fokus på at udbrede kendskab til en grundpakke med 6 handlinger, der kan hjælpe danskerne med at øge deres it-sikkerhed. De 6 gode råd, som kampagnen fokuserer på er:

  • Passwords. Danskerne har store problemer med password-sikkerhed. Ifølge Borgernes Informationssikkerhed 2017 genbruger 66 pct. passwords på tværs af tjenester, og spørgeskemaundersøgelsen (Userneeds 2017) viser, at kun én ud af eks danskere har et kodeord på mere end 12 tegn til deres primære e-mailkonto, og at mindre end hver femte dansker ved, hvad to-trins-login er.
  • NemID. Danskerne tager i vid udstrækning billeder af deres NemID. Ifølge spørgeskemaundersøgelsen (Userneeds 2017) vurderer 1/3 af danskerne, at det er ufarligt at dele NemID-nøglekortet digitalt med familiemedlemmer, og 20 pct. angiver, at de har taget et billede af deres nøglekort.
  • Softwareopdatering. Under halvdelen af danskerne holder deres styresystem opdateret (YouSee/TDC Group), og næsten 40 pct. af danskerne ved ikke, at softwareopdateringer bl.a. har til formål at afhjælpe sikkerhedsudfordringer (Userneeds 2017).
  • Backup. 30 pct. af danskerne tager backup af deres smartphone, og 40 pct. tager backup af deres computer (DK-CERT 2017). Hver tredje dansker har prøvet at miste data, som ikke kunne genskabes, fordi det ikke var sikkerhedskopieret (Userneeds 2017).
  • Phishing/smishing/vishing etc. 58 pct. af danskerne har modtaget e-mails med forsøg på phishing (DK-CERT 2017), og 27 pct. har sendt cpr-nr. eller andre personlige oplysninger i e-mail til det offentlige (DK-CERT 2017).
  • Nethandel. Mere end 100.000 danskere bliver hvert år udsat for svindel i fup-butikker på nettet (Finans Danmark). Siden Bagmandspolitiet startede sin indsats mod online fup-butikker i februar 2016 har de beslaglagt i alt 1501 .dk-domæner (Finans Danmark).

Se mere på: https://www.viholderhackerneude.dk