Forfatterportræt af Jesper Wung-Sung
Jesper Wung-Sung er født i 1971 og boede hele sin barndom på Ærø. I 1998 fik han Bogforums Debutantpris og i 2010 modtog han Kulturministeriets børnebogspris. Endelig har han i Februar 2018 modtaget De Gyldne Laurbær (En litteraturpris, der uddeles af Danske Boghandlere) for "En anden gren."
Han berømmes især for sin måde at behandle og beskrive de forskellige faser af den mandlige tilværelse på. Med humor og fløjlshandsker gennemgår han på realistisk vis drengeverdenens magiske tid, ungdommens drengerøvsperiode med druk og hormoner og voksenlivets genvordigheder i parforholdet, ikke mindst følelsen af afmagt.
Med sin nyeste udgivelse ”En anden gren,” der omhandler forfatterens oldeforældres kinesisk/danske kærlighedshistorie, er Jesper Wung-Sung en meget populær forfatter. Han udgav sin første bog, novellesamlingen: To ryk og en aflevering i 1998, og har siden skrevet primært børne- men også voksenlitteratur, som f.eks. Men samt Mænd er fra Marstal.
Udover sit produktive forfatterskab har Jesper Wung-Sung også begået et filmmanuskript. Så uanset om man er barn, ung eller voksen, har denne forfatter noget at byde på.