Børnebibliotekarene anbefaler billedbøger på eReolen GO

07.04.20
På eReolen Go er der masser af gode børnebøger, som du kan låne og læse hjemme fra sofaen. Vi har samlet et lille udsnit af børnebibliotekarenes yndlings billedbøder, så du har masser af gode bøger at gå i gang med.

Tyve trætte trolde af Lotte Salling

Materiale

Blandt de mest populære billedbøger har vi også dem med rim og remser. Dem har forfatteren Lotte Salling skrevet rigtig mange af og en af mine favoritter er ”Tyve trætte trolde”. Bogen er bygget op, så man bruger tallene fra tyve til et og tæller baglæns og får 20 sjove vrøvlevers: 20 trætte trolde, 19 nøgne næseaber, 18 små akvariefisk osv. til vi ender med 1 energisk elefant. 
I en billedbog betyder tegningerne mindst ligeså meget og her er versene flot illustreret af Bo Odgaard Iversen, som kan tegne både sødt men også farligt….
Børn fra 4 år vil være godt underholdt.

Find flere bøger af Lotte Salling på eReolen GO her
 

Skrækkelige Rikke og saksen af Jaap Robben 

Materiale

Rikke er forrygende og grænseløs. Hun får hele tiden gode ideer og fører dem alle ud i livet sammen med hendes trofaste følgesvend, hunden Boris. I ”Skrækkelige Rikke og saksen” bliver vi mindet om den der dragende trang, vi alle har haft som børn, til at klippe i alt det, vi ser. Bogen er flot og humoristisk illustreret og vil med garanti give et smil på læben hos både store og små. Når du har lært Rikke at kende gennem denne bog, vil du være klar til ”Skrækkelige Rikke og den ildelugtende finger”.

Find bøgerne ”Skrækkelige Rikke og den ildelugtende finger” og "Skrækkelige Rikke på dybt vand" på eReolen GO her

Drengen der talte alting af Kim Fupz Aakeson

Materiale

Drengen Hugo kan tælle til ti allerede som baby. Folk synes, det er fantastisk, men som tiden går og Hugo bliver ved med at tælle alting, selv striberne på tapetet og alle Legoklodserne, bliver det hans forældre for meget. Hugo bliver sendt i kosteskabet, så forældrene kan få en pause fra alt hans tælleri. Da Hugo kommer i skole, bliver det ikke bedre: Hugo bliver sendt hjem fra skolen, fordi han ikke kan holde op med at tælle. Til sidst sender forældrene ham hen til den døve bedstemor og dét skal vise sig at være en god idé…

En klassisk Kim Fupz Aakeson-fortælling med den skæve og humoristiske vinkel på dét at være barn og være anderledes.
Her er både børn og forældre godt underholdt, både tekst og ikke mindst de flotte, finurlige illustrationer skaber sammen en sjov og underholdende historie.

Find flere billedbøger af  Kim Fupz Aakeson på eReolen GO her

Elefant af Sebastian Klein

Materiale

eReolen GO er ikke kun sjove historier, eventyr og rim og remser. Her findes også fagbøger med masser af fakta, man kan bliver klog af!
Sebastian Klein, den store dyreelsker, har igen lavet 2 helt nye spændende dyrebøger for de yngste og de ligger allerede klar på eReolen GO.
De handler om elefanten og næsehornet. Jeg vil især fremhæve de flotte klare fotos, der viser de imponerende dyr og passer godt til teksten. I hver bog beskrives de forskellige arter, hvor de lever, hvad de spiser, hvor gamle de kan blive og meget mere. 
Bøgerne vil helt sikkert blive populære til oplæsning for børn fra 3 år og opefter.

Find Sebastian Kleins bog om næsehornet her

Lasse-Leif og den væmmelige makrelmad af Mette Finderup

Materiale

Lasse-Leif og hans bedste ven, dukken Luskelise, er et forrygende makkerpar. De laver en masse sjov sammen, og Luske-Lise gør alle de ting som Lasse-Leif ikke må for sin mor. I denne historie har Lasse-Leif ikke spist sin makrelmad og vil gemme den. Hvor god den idé er, må ikke afsløres her. Du må selv læse historien. Der er flere bøger om Lasse-Leif og Luskelise. Rigtig gode billedbøger til børn fra 4 år. 
Falder du for Lasse-Leif er der masser af gode, som I kan glæde jer til.

Find flere bøger om Lasse-Leif på eReolen GO her

Dengang Sallys far var dreng af Thomas Brunstrøm

Materiale

Hvis I endnu ikke er kommet i gang med Sallys far-bøgerne af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen, kan I bare glæde jer. Der er masser af morskab for både børn og voksne.
I ”Dengang Sallys far var dreng” fortæller Sallys far helt utrolige historier om sin barndom. Bl.a. om dengang han fik bussemænd og grus til aftensmad, eller dengang han måtte børste tænder med en skovl. Sally er dog ikke helt sikker på, om hun altid tror på, hvad hendes far fortæller hende. 

Find flere af bøgerne om Sallys far på eReolen GO her
 

Mimbo Jimbo bygger et fyrtårn af Jakob Martin Strid

Materiale

Fin og spændende billedbog om den blå elefantunge Mimbo Jimbo og hans venner, der gerne vil bygge et fyrtårn på en bakke.
Mimbo Jimbo og vennerne går i gang med at bygge tårnet, men hvordan bygger man et tårn og skal der ikke også være en trappe indeni tårnet? Da de skal tænde fyrtårnet, bliver det tåget og en stor mystisk skygge viser sig…

Hvis du heller ikke kan få nok af Jakob Martin Strid billedbøger, så er der heldigvis flere på eReolen GO her
 

Rasmus Klump sjov på slottet af Carla Hansen

Materiale

Rasmus Klump er en sød lille bjørn, der går med blå hue og røde bukser med hvide prikker. Han elsker at sejle med det gode skib Mary sammen med sine venner, og sin mors pandekager. I denne historie er Rasmus Klump og hans venner kommet på besøg på et rigtigt gammelt slot, hvor der findes spøgelser. Hvordan tager vennerne den oplevelse?

Rasmus Klump kan altid anbefales. Der er mange skønne billeder og masser af bøger at vælge imellem. En historie for hele familien. Find flere bøger om Rasmus Klump på eReolen GO her